Skygge - three o'clock

[simon]

Simon stod tæt på Hotellet Kami, men var ikke selve derinde. Han stod ude i gyden, og betragtede de folk, som ikke anede uråd. Han smilte stille, og kiggede op. Solen viste, at den mindst måtte være tre. Han smilte til sig selv, da han ikke havde noget specielt at foretage sig. De andede vel ikke, at der fandtes skygger, dæmoner af alle elementer, af grundbasis elementer. De så så uskyldige ud, hvilket fik Simon til at blive mere og mere fristet, til at begå mord på åben gade, men det var vel ret så risikabelt. Han tjekkede hurtigt siderne, både for mennesker, som skulle se ham, og politiet... Han kiggede hurtigt, og så en lille pige, som kom lallende hoppende hen ad fortorvet. Han kunnje se solen det rette sted, og sparkede hendes skygge ud, og overtog selv skyggen. Han smilte stille for sig selv, mens han gjorde hende efter, i den regulære position af solens stråler, som ramte det lille, uskyldige barns ansigt, som Simon havde bsluttet skulle være et offer.

[Tragedy]

Tragedy vandrede alene rundt i midterbyens område. Hun havde besluttet sig at trodse sin frygt for mennesker, og i stedet for at undgå dem, gå rundt iblandt dem, som om alting var okay mellem hende og dem, selvom hun inderst inde ville ønske, at hun bare var taget et øde sted hen, hvor hun kunne opholde sig i stilhed, danse og nyde naturen. Nu stod hun i stedet i skyggen fra et hus, hvor hun var lidt sværere at se, specielt på grund af hendes mørkt farvede kjole og hendes helt sorte hår, der hang ned langs med hendes ryg. Hun stod i nærheden af hotellet. Det virkede som om, at der var flere folk der, end i resten af byen. Ved at tage et kig op langs med den høje bygning, fik hun hurtigt konstateret, at stedet så fint ud. Dette måtte være grunden til, at så mange folk gik frem og tilbage derfra. Hun lagde dog mærke til, at en masse væsener gik meget målrettede derind, som om de havde et vigtigere formål. Måske der foregik noget derinde? Hun vidste ikke så meget om alle byens steder, eller dem der boede i den, for den sags skyld.
Da hun igen kiggede væk fra bygningen, var det første hun bemærkede en anden skygge, da han overtog en lille piges skygge. Hun håbede virkelig, at dette kun var for at transportere sig selv via hende. Han havde da vel ikke tænkt sig at skade hende?!

[simon]

Simon kiggede rundt, men holdt stadig pigens skygge. Han trak sine hænder op, men lod hendes skygge føre ham stille. Han smilte ondt og koldt. Han tøver aldrig, når han dræber, men noget faldte i hans blik. Han kunne se en anden skygge, som gemte sig i et lille mørkt hjørne. Han sukkede roligt, og stak hænderne i lommen. Hans hjerte slog hurtigt, men havde egentlig ikke noget at gøre, med den skygge. Han sprang hurtigt frem, og ud af hans hånd, kom der en kniv til syne, som han stak i pigens hals. Pigen bukkede langsomt under, mens at kniven blev mere og mere synlig. Han gik op i røg, og lod sig hoppe over på en andens skygge, og transportere sig væk fra stedet derved. En masse fik et chok, da pigen pludselig fik en kniv i halsen ud af det blå. Hans hjerte slog lidt langsommere. Han var havnet via sin evne, var han landet i en mands skygge, som gik ret hurtigt. HVad skulle han nå? Han sprang hen på en anden skygge, ved en langsom gammel mand. Ingen ville mistænke ham for det mord, så han havde overtaget den gamle mands skygge. Han smilte stille, og mens han kiggede efter den skygge, han tidligere havde set. Han skulede lettere ondt til manden, da han slog en anden mand, fordi den anden mand kom til at støde ind i ham. Noget måtte Simon gøre, for det var helt igennem et uheld. Han trak vejret kort, men elskede at se vold, så han forsvandt i røg, så de to blev forvirret, og han stak af, oven på en bygning tæt på hotellet

[Tragedy]

Tragedy holdt øje med den fremmede skygge. Der var noget mistænkeligt ved ham, men.... Hun gispede højlydt og smækkede hænderne op for munden, da han angreb pigen, stak en kniv i halsen på hende. Hvor kunne han! Hun skyndte sig at løbe frem fra skyggen, ligeglad med om hun blev set af folk, om hun kom i nærheden af dem, ja endda om hun kom til at røre ved dem, hun ville bare frem til pigen. Hun løb hurtigt, og var efter lidt tid kommet hen til pigen, hvor hun faldt på knæ ved hendes side. Andre folk havde samlet sig omkring hende, men det virkede som om de var for rystede til at gå nærmere, som om de var bange for, at den person, der på så snedigt vis havde angrebet den lille pige, ville springe frem og angribe nogen af dem. Tragedy var dog i modsætning ligeglad, da hun allerede vidste, hvem der havde gjort det, og han ville næppe angribe en af sine egne. Desuden, så kunne hun ikke se ham længere.
Hun lænede sig ind over pigen, kiggede efter alle tegn på liv, men måtte se det i øjnene, pigen var død. Hun rejste sig sørgmodigt op igen, kiggede rundt på folkene der stod i en kreds omkring den lille piges lig. "Har nogen ringet efter en ambulance?" spurgte hun stille, og hun så et nik fra en ældre mand, der stirrede chokeret mellem hende og den lille pige. "Godt.." mumlede hun, før hun møvede sig ind mellem folk, og skyndte sig tilbage i skyggerne fra et par huse. Hun kiggede ned på sig selv. Noget blod fra pigen havde sat sig på hendes kjole, og hun prøvede febrilsk at tørre det af, men det sad fast. Hendes blik stivnede på kjolen og blev en anelse mobset. Hun havde aldrig i sit liv været rigtigt vred, højst en smule sur, hvilket også var alt, den anden skygges onde gerning havde fået frem i hende. Hun kiggede rundt over det hele, forsøgte at få øje på ham igen, men hun kiggede de forkerte steder, og endte i den tro, at han måtte være forsvundet helt

[simon]

Han smilte skummlet til pigen, da hun gik tættere på liget. Han betragtede hende oppe fra taget, og lukkede øjnene kort. Lidt blod løb ned ad hans hånd, da han var så heldig, at tage hendes pulsåre. Han lod sin stemme køre hen til den anden skygge. "Det var en opgave... Et job. Desuden, led hun ikke en langsom, lidende død... Den var hurtig," sagde han, og lod vinden overføre hans stemme til hende. Han betragtede hende, og fulgte efter hende fra tagene af, og udgik at blive set, hver gang hun kiggede i hans retning. Han kunne dog ikke slippe for, at en lille latter kom ud, og han smed en af sine knive ned til hende. Der var et stort sort mærke på, som også var på den anden kniv. De var identiske.
Mærket var helt sort, og det brændte svagt. Det var ikke nemt at røre ved, det var derfor han havde specielle knive. Nogle som ku kunne berøres og bruges af skygger. Det var så han var sikker på de ville dø. HVis han først havde stukket det rigtige sted, så ville de ikke kunne tage kniven ud igen. Skaftet på kvine brændte, for hver berøring, som ikke var af skygge. Han smilte stille. "Velkommen... Til mit skyggespil," hviskede han efter kniven, og lod den vidn brist, som kniven lavede på vej ned mod den anden skygge, lod han sin kolde stemme trække med. Han kiggede koldt på skyggen, og hoppede ned i den mand som havde ringet efter en ambulance. Den skygge havde han taget form af, og han gik helt tæt på manden. Han lod langsomt sine hænder glide ned i hans lomme, hvori der skulle være endnu en kniv.
Han smilte koldt. "Ingen ødelægger mine planer," sagde han surt, og lagde langsomt kniven med hans strube, og gjorde klar til at snitte, så mængden af fok ville trække opmærksomheden væk fra den lille pige.

[Tragedy]

Tragedy havde hørt hans stemme, men da den blevet båret med vinden, kunne hun ikke høre, hvor den kom fra. Hun kiggede rundt over det hele, igen og igen blev hendes blik trukket frem og tilbage. Hun følte hele tiden, at der var nogen først i den ene retning, så i den anden. Hun var nok blevet en smule paranoid, uden rigtigt at vide hvorfor. Da hans kniv så landede på jorden foran hende, skyndte hun sig at kigge i den retning, hvorfra den var blevet kastet, og hun nåede at få et glimt af den anden skygge. Hun gøs en gang, da hans stemme igen lød i hendes ører, men hun vendte alligevel opmærksomheden væk fra ham, for at kigge på kniven, hun bøjede sig ned, kiggede indgående på den, og lagde mærke til det sorte mærke. Det måtte være en speciel kniv, det var hun nogenlunde sikker på, selvom hun ingen forstand havde på våben. Nok var hun en skygge, men hun havde ingen kendskaber til særlige skyggevåben eller evner skygger end måtte have. Hun havde ikke engang prøvet at snakke med folk på afstand, gennem vinden, som han gjorde det. Måske var det bare noget specielt, han kunne. Han virkede stærk i hendes øjne, bare efter de få indtryk hun havde fået af ham.
Tragedy's blik blev igen vendt mod toppen af bygningen, men, han var der ikke mere? Hun kiggede rundt blandt folk, og så ham så, der bag manden, der havde ringet efter ambulancen. "Lad være..." mumlede hun mod ham, med et nærmest bedende blik på ham. Hun ønskede ikke at se ham dræbe flere. Hvorfor var han så blodtørstig? Nok havde han sagt, at den lille pige åbenbart var et job, han havde udført, men manden kunne da ikke også være en del af det? Det var da helt tilfældigt, at det var lige ham, der havde ringet efter hjælp. Hun kneb hænderne lidt sammen, bed sig i læben og betragtede ham blot, da hun ikke rigtigt kunne gøre andet. Hvis hun løb frem mod manden, og skyggen så dræbte ham, ville hun blive mistænkt, for almindelige mennesker kendte jo ikke til skyggernes eksistens, og ville aldrig nogensinde mistænke, at angrebet mod manden så var kommet fra hans egen skygge, eller, hvad der skulle forestille at være hans skygge

[simon]

"Lade være...?" sagde han gennem skyggens uigenkendelige, mørke. Han grinte kort. Ondt og koldt. "Hvad før jeg ud af det?" Spurgte han stille. "Han skal ikke forstyrre mit arbejde... Desuden, kan jeg kaste mordet på dig, hvis jeg ønsker," sagde han stille. "Du er en skygge. En venlig skygge... Du har evner, nyttige evner, som ingen andre har... Det er rart at slå ihjel... Prøv bare en. Desuden, så lever han ikke så længe alligevel," sagde han, og kiggede se på manden, at han stod og græd. Manden havde ikke mærket Simon, men medlidenheden med barnet. "Se dig dog om... Kig. Intet er som det ser ud til. Skygge verden og skygge spllet, er en illusion af, hvad skygger oprindeligt skal bruges til," sagde han med hvislende stemme. Han smilte stille. "Jeg... Jeg ikke helt om jeg har sat mål for at dræbe ham. Skade ham, det bliver jeg nødt til. Jeg tøver aldrig." Han kunne se blå blink, og at ambulancen var der. Nu kunne han give ham ne, mens han ville overleve. Han kørte kniven hele vejen ned ad hans ryg, tre centimeter ind i ryggen, og skubbede ham så, så han ladte på ryggen, og skiftede skyggge, hvor efter han tog menneskeform. "Du vil aldrig lære at blive skygge. Evneren er spildt på dig," hvæsede han af hende, da han var ved siden af hende, og skubbede hårdt til hende med skulderen, så det lignte et uheld, hvor efter han gik en i en gyde, for at forlade gerningsstedet.
Han hørte at ambulancen igen kørte, og han kunne regne ud,a t det med den gamle mand var alvorligt, da han kunne høre sirenerne, som gennemborede hans ører. Den lyd havde han hørt så tit, at det ikke var nyt for ham. "Hvorfor har du medlidenhed med dem. Du er en skygge. Det er meningen du skal slå ihjel. Uden tøven, at være koldblodig," sagde han, og knyttede hånden i svag vrede, som opstod da hun ikke lod ham dræbe den gamle mand.

[Tragedy]

Tragedy lyttede usikkert til det, han sagde. Hun forstod ikke det hele, alt det om skygger, om drab, hun blev helt forvirret. Hun vidste godt, hvad race hun tilhørte, men hun vidste ikke, at de var ment til at være onde, drabelige skabninger. Hun havde aldrig følt nogen som helst trang til at skade andre, hun var en fredelig skabning, der brugte dine skygge-evner til gode, pæne ting, som når hun blandede det ind i sine danse. Nej, hun var ikke ligesom ham, hun var ikke ond, og det ville hun aldrig blive! "Ikke alle skygger behøver være ens! Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal være nødt til at dræbe, de har jo ikke gjort os noget! Vi har måske en fordel, ved at kunne gå ind i deres skygger, men.. hvorfor bruge den evne til ondskab..." sagde hun, lettere ivrig efter at få sit budskab frem, men de sidste ord kom alligevel som en lav hvisken. Hun rykkede sig ind til væggen, da han var gået forbi hende, skubbet til hende, som han havde gjort det. Hun kiggede blot efter ham. Han virkede ikke særlig rar, og faktisk også en smule, sur, virkede det som, så hun var lidt bange for, om hun kom til at gøre ham vred, for hun kendte jo ikke selv til sine evner, som han snakkede om, så han var med sikkerhed stærkere end hende. Det eneste hun ville kunne gøre, var at flygte, hvis han begyndte at angribe hende, men muligheden var der stadig, for, at han var hurtigere end hende i skyggerne

[simon]

"Du er skygge. Du er bedre til snigmord end alle andre. Så vidt jeg ved, så har snigmord ikke ngoet som helst med godt at gøre. Jeg ved du har svært ved at tage det, men du blive nødt til at lære, at nogle væsner er skabt til ondskab." Han sukkede stille, og sprang op på muren, som sin egen skygge, og løb langs den, hvor efter han gik op i røg, og stod bag hende. "Du skal vide, at selv bag dit smukke, gode hjerte, findes der et had. Et had, som engang vil blive vist. Men overfor hvem, er ikke til at vide," hviskede han i hendes øre, hvor efter han blev til røg, og stod et par meter fra hende igen. "Vi er ikke alle skabt til at dræbe, eller onde gerninger. Du ønsker at være god. Men tænk over det. Alle kan være gode, selv folk som er egnet til at være onde, kan være gode. Men du må ikke tænke, der findes gode og onde. For hvis vi siger, at dem, du kalder onde, kigger på deres fjender. Så vil de jo ikke sige: Hey! De gode kommer... Nej. De ville også sige, de onde kommer... Der findes ikke gode og onde i krig, kun uskyldige," sagde han lusket, og stak hænderne i lommen, og gik videre hen mod gyden, som han normalt stod i, hvis han havde fri, og var parat til at tage næste mission op. Sim on var en af dem de kaldte: Clean-sweeper. Eller gadefejer. En som man kunne give penge til, og så ordnede han dem på gaden. Hvis et lille problem opstod, kunne man hyre ham, til at stoppe. Men alle vidste, at han stoppede det med døden, ikke andet, det var derfor folk var varsomme, når de gik til ham.

[Tragedy]

Tragedy gøs da han hviskede hende i øret, da hun kunne mærke hans ånde som en iskold vind der ramte hende i nakken. Hun lagde armene om sig selv og fulgte ham med blikket hele tiden, så godt som hun da kunne. "Bare fordi nogen er skabt til onde gerninger, behøver de ikke leve det ud. Hvis en mand er morder, hans kone er morder, behøver deres barn ikke også blive det. Alle kan skille sig ud, hvis de selv ønsker det, og det er det, jeg vil! Jeg må selv bestemme, om jeg vil dræbe eller lade være, og jeg for en vælger at lade være!" sagde hun stædigt, en anelse usikkert. Det lød lidt som om, at hun med sine ord forsøgte at overbevise sig selv om, at det faktisk var rigtigt, at han tog fejl, men hun var ikke klog på skygger, på livet, på noget som helst... "Jeg er ligeglad med, om de såkaldte 'onde' mennesker synes, at de onde gerninger er gode. Du ved nok godt selv, at mord er forkert, det gør dig ikke til en god person!" sagde hun og kiggede væk. Hun bed sig svagt i læben. Hvad hvis han havde ret? Hvis hun en dag blev så sur at hun mistede besindelsen og faktisk, ja, skadede et andet væsen! Hun ville ikke kunne leve med sig selv..

[simon]

"Jo. Det vil barnet. Lad os sige, at de voskne gør det, så vil barnet tro, at det er et job ligesom alle andres. Det er miljøet som folk vokser op i, som beviser, hvad der er forkert og rigtigt. Husk. Er du vokset op i en storby, med gode forældre... Så bliver du selv et godt menneske. Hvis du nu havde lorte forældre, som tvang dig. Ja, så ville du tro, ifølge miljøet, at der intet forkert i at mishandle folk. Det er ikke det. Men præcis, hvad ebs forældre foretager sig, som skader barnets opfatning og synspunk." Han satte sig ned, og trak benene op til sin hage. "Jeg ved, at alle har et had. Og hvis du virkelig tror du er god, så gemmer dit had sig abre i større portioner. Hvis du altid er så solskin, så bliver du ond... Senere hen. Jeg er ond på grund af jobs. Selvfølgelig ved jeg det er forkert... Men hvis jeg ikke gør det, hvem gør så? Jeg er alligevel egnet til det. Du kunne jo så bruge dine evner til, at skabe fred. Dræbe alle os 'serie-killers' eller snigmordere om du vil," sagde han roligt. Han rejste sig igen, og stak hænderne i lommen. Han kiggede op mod himlen, og solen ramte ham med få af sine stråler. "Selv det onde kan få det godt. Selv de onde, lever meget godt..." sagde han, og slog blikket ned på hende igen.

[Tragedy]

Igen blev Tragedy stående og lyttede til hans ord. Hun blev hele tiden mere i tvivl, for hver ting han sagde, men i det mindste virkede han ikke ligeså ondsindet nu. Måske han var faldet til ro igen, efter al den postyr før, den blodrus han var kommet i af at dræbe. "Jeg ville ikke være en god person af den grund. Hvis jeg dræbte folk, selv hvis det var dem, der dræbte andre, så ville jeg selv være ligeså slem. De bør hellere spærres inde, hvis noget som helst skal gøres ved dem. Det gør iikke mig til en bedre person, at tage livet fra de 'onde'" sagde hun imens hun kiggede til ham. Hun var blevet mindre usikker ved hans tilstedeværen, da han ikke virkede så fjentlig. Før havde han nærmest truet hende med, at skade hende, men det lød heldigvis ikke til, at han havde det sådan mere. Hun kunne jo også tage fejl, og at han pludselig uden advarsel ville holde en kniv mod hendes strube. Hun trodsede dog farene og kig hen imod ham, hen ved siden af ham, hvorfra hun kiggede mod hans ansigt

[simon]

Han trak vejret dybt, og lukkede øjnene. "Jeg ved det er en dum ting. Men blodrus er ligesom alkohol. Du bliver betaget, afhængig... Jeg ville gerne stoppe..." sagde han stille, men ingen håb var at spore i hans stemme. "Hør... Jeg ville give alt væk, bare for at stoppe," sagde han stille. Han kiggede på hende, og hans ellers så hånlige smil, og hans kolde stemme var væk, som ved et trylleslag. Fuldstændig væk. Han smilte ikke koldt, men toneløst. Han kiggede ikke koldt eller ondt, men bare tomt. Hans stemme var uden håb. "Hvis du kunne få mig til at blive godsindet, ville jeg gøre alt for dig... En ting, som du måske ønsker dig..." sagde han stille. "Jeg er heldigvis ikke i klanen, så jeg behøves ikke være kold og undgå at tøve. Jeg kan lave om på mig, som jeg vil... Problemet er, at jeg ikke regner med at komme ud af det 'misbrug' igen," sagde han, mens hans blik betragtede den ellers så kønne pige. Den anden skygge med følelser.

[Tragedy]

Tragedy lod sig glide ned og sidde ved siden af ham, selvom han stadig stod op, hun følte sig bare pludselig svag i knæene, og havde lyst til at slappe lidt af i siddende stilling. Hun kiggede op på ham, da han pludselig viste en mere følsom side af sig selv. "Måske, hvis du ikke har lyst til at dræbe så meget... Måske du skulle finde noget andet at lave? Hvis du nu havde noget, som du fik tiden til at gå med, så ville det hjælpe mod, at du tog livet af andre..... Det kunne også være, du skulle have noget at afreagere på, fx noget du kan slå på, skære i, hvad som helst.." foreslog hun med en lav stemme og kiggede ned igen. "Jeg har også brug for hjælp.." sagde hun stille, trak knæene til sig og lagde armene om dem, hvorefter hun lod hagen hvile mod knæene. "Jeg er virkelig... Virkelig bange for store mængder af folk, eller bare folk i det hele taget, selv hvis der bare er lidt.. Jeg er så usikker omkring folk, jeg kan knap snakke med dem.. Jeg bliver så nervøs, mit hjerte slår hurtigere og jeg sveder og føler mig dårlig, jeg ryster endda nogle gange, bare folk går hen imod mig" indrømmede hun. Hun havde vist sjældent snakket til nogen om det før. Hun holdt sig jo også oftest alene

[simon]

Han grinte kort af hendes ord. "Ja. Trods alt det du siger, så vil det tage lang tid at få mig ud af den her brance." Han betragtede hende, da hun satte sig ned, og trak benene op til sig. "Jeg er da også bange for mennesker. Jeg er bange for de står i vejen," sagde han stille, og smed en kniv i ryggen af en kvinde, som langsomt bukkede ned ad smerte i ryggen. Ryggen knækkede stille sammen, og Simon lukkede hånden, så kniven kom tilbage igen. Kvinden sukkede lettet op, og overlevede med et ar på ryggen. "Du har ret. Vi har begge brug for hjælp. Jeg tørster efter alt slags blod, som en vampyr. Alligevel så kan jeg ikke styre mit blodrus. Det er der ingen der kan," sagde han stille. "Jeg kan hjælde dig med dit, men jeg tvivler på, du kan hjælpe mig med mit," sagde han, og satte sig usikkert ned på jorden, lige ved siden af hende. "Jeg kan muligvis hjæle dig med dit, men jeg tror ikke, du kan hjælpe mig med mit. Jeg ønsker ikke at skade dig," sagde han roligt, men sukkede dog trist og irriteret.